De følgende cases viser, hvordan BROEN-60 kan støtte hurtig faglig orientering i psykiatrien. I hvert område vises patientens perspektiv, personalets refleksion og den handling, der kan følge. Casene er konstruerede eksempler og angiver ikke én rigtig klinisk løsning. Risikovurdering, lovgivning og lokale instrukser har altid forrang.
En patient afviser den tilbudte medicin og siger højt, at personalet forsøger at forgifte ham. To medarbejdere nærmer sig for at forklare behandlingen. Patienten træder baglæns mod døren, hæver stemmen yderligere og siger, at ingen lytter. Situationen kan udvikle sig til en konflikt, hvis afvisningen alene forstås som manglende samarbejde.
Trin 1
Patientens perspektiv. Patienten oplever sig truet og kan være bange for, hvad medicinen gør ved ham. Smerter, abstinenser eller tidligere bivirkninger kan bidrage.
Personalets refleksion. Hvad er observeret, og hvad er fortolkning? Er der akut fare, og kan jeg selv handle roligt lige nu?
Handling. Personalet fastholder vurderingen af akut risiko og fysisk tilstand og spørger, om der er noget fysisk, der skal hjælpes med først.
Trin 2
Patientens perspektiv. To medarbejdere, der nærmer sig, kan opleves som en trussel, når man i forvejen er bange. Patienten siger selv, at ingen lytter.
Personalets refleksion. Hvordan virker vi på ham lige nu? Signalerer vores antal, placering og gentagne krav magt frem for hjælp?
Handling. Én medarbejder fører samtalen, mens den anden træder tilbage og skaber plads. Tempoet sænkes, og samme krav gentages ikke med højere stemme.
Trin 3
Patientens perspektiv. Patienten har måske ikke forstået medicinens formål eller kan ikke udtrykke sin bekymring præcist på dansk.
Personalets refleksion. Forstår vi ham korrekt? Betyder ”forgifte”, at han tror, han bliver forgiftet, eller at medicinen tidligere har gjort ham dårlig? Er der behov for professionel tolk?
Handling. Personalet bruger korte budskaber, spørger ind til ordet og kontrollerer forståelsen. Ved behov anvendes professionel tolk.
Trin 4
Patientens perspektiv. Adspurgt fortæller patienten, at han tidligere blev meget svimmel og følte, at han mistede kontrollen over kroppen.
Personalets refleksion. Udsagnet om forgiftning var på vej til at blive læst som et paranoidt symptom og afvisningen som manglende samarbejde. Hvilke konkrete observationer bygger den vurdering på? Tillægger vi hans forklaring mindre troværdighed, fordi han er psykisk syg og taler et andet sprog?
Handling. Patientens forklaring indgår i vurderingen. Den ændrer ikke automatisk behandlingsplanen, men giver et mere præcist grundlag for dialog og lægefaglig vurdering.
Trin 5
Patientens perspektiv. Patienten har brug for at vide, hvad der sker nu, og for at kunne sige, hvem han ønsker inddraget.
Personalets refleksion. Er næste skridt tydeligt for ham? Hvad skal dokumenteres, så hans erfaring med bivirkninger ikke går tabt ved næste vagt?
Handling. Personalet aftaler, hvem der taler videre med patienten, og hvornår situationen vurderes igen. Hvis det er fagligt og juridisk muligt, tilbydes et realistisk valg eller en kort pause. Bivirkningserfaringen og kommunikationsbehovet dokumenteres, og lægen orienteres.
Mulig formulering. „Jeg kan høre, at du er bange for, hvad medicinen gør ved din krop. Jeg vil gerne forstå, hvad du tidligere har oplevet, før vi forklarer det næste skridt.”
Åbn området næste skridt og netværkBROEN-60 flytter opmærksomheden fra hurtige etiketter som ‘usamarbejdsvillig’ eller ‘paranoid’ til en bredere forståelse af risiko, frygt, relation, sprog og tidligere erfaringer. Casen viser, hvordan en patients udsagn kan blive læst som et symptom frem for som en berettiget bekymring, og hvordan personalets refleksion kan forebygge det. Modellen træffer ikke beslutningen, men kan kvalificere den næste handling.
En kvindelig patient med begrænset dansk skal visiteres efter afdelingens gældende procedure. En mandlig medarbejder nærmer sig og begynder at forklare, mens flere medarbejdere står i rummet. Patienten skubber hans hånd væk og råber. Reaktionen kan blive fortolket som aggression, selv om den også kan være forbundet med frygt, blufærdighed, tidligere traumer eller manglende forståelse af proceduren.
Trin 1
Patientens perspektiv. Patienten kan opleve berøring fra en fremmed mand som en trussel mod sin sikkerhed og kropslige integritet.
Personalets refleksion. Hvad er formålet med visitationen, og hvor akut er risikoen? Hvad har vi observeret – hun skubber hånden væk – og hvad er vores antagelse om hvorfor?
Handling. Personalet fastholder vurderingen af risiko og formål, men skelner tydeligt mellem observation og fortolkning.
Trin 2
Patientens perspektiv. Flere medarbejdere i rummet og en mandlig medarbejder tæt på kan forstærke oplevelsen af at være trængt og uden kontrol.
Personalets refleksion. Hvordan virker vores antal, køn og placering? Opleves situationen som hjælp eller som magt – og hvem afgør, om den er sikker for hende?
Handling. Hvis situationen tillader det, standser medarbejderen, øger afstanden og lader én person føre kommunikationen. Antallet af personer i rummet reduceres.
Trin 3
Patientens perspektiv. Med begrænset dansk har patienten måske ikke forstået, hvad der skal ske, eller hvorfor.
Personalets refleksion. Forstår vi hende korrekt? Er råbet vrede, eller er det frygt og protest, hun ikke kan formulere på dansk? Har vi taget et nik som samtykke?
Handling. Proceduren forklares i korte trin på et sprog, hun forstår, ved behov med professionel tolk efter lokal praksis. Forståelsen kontrolleres.
Trin 4
Patientens perspektiv. Patienten får mulighed for at forklare, hvad der gjorde situationen utryg, for eksempel køn, berøring, blufærdighed eller tidligere oplevelser.
Personalets refleksion. Er reaktionen allerede blevet fortolket som aggression? Ville den samme adfærd være blevet forstået anderledes hos en anden patient?
Handling. Personalet spørger åbent uden at forudsætte, at årsagen er kulturel eller religiøs.
Trin 5
Patientens perspektiv. Patienten bliver spurgt, om det er vigtigt for hende, at en kvindelig medarbejder gennemfører visitationen, og hvem hun ønsker inddraget.
Personalets refleksion. Kan proceduren gennemføres af en kvindelig medarbejder eller på en anden fagligt forsvarlig måde? Hvad skal dokumenteres, så tilpasningen kan bruges igen?
Handling. Personalet forklarer, hvad der sker nu. Er tilpasning ikke mulig, forklares rammer og begrundelse tydeligt. Ønsket og kommunikationsbehovet dokumenteres.
Mulig formulering. „Jeg stopper et øjeblik og forklarer, hvad der skal ske. Er det vigtigt for dig, at en kvindelig medarbejder gennemfører visitationen?”
Åbn området næste skridt og netværkBROEN-60 hjælper personalet med at bevare sikkerhedsfokus og samtidig undersøge, om relation, magt, sprog, køn eller traumeerfaringer bidrager til konflikten. En nødvendig procedure bliver ikke fjernet, men kan muligvis gennemføres mere forståeligt og mindre konfliktskabende.
Spørgsmålet er forudfyldt og kan rettes, før du sender. Skriv aldrig navn, CPR-nummer eller andre patienthenførbare oplysninger.
Umahkaanthan, K. (2026). BROEN-60: Et praksisnært refleksionsredskab til sundhedsprofessionelle (version 1.1, arbejdsudkast). KnowMe4All.
Tidligere publiceret version 1.0:
https://doi.org/10.5281/zenodo.22814277KnowMe4All støtter faglig refleksion og kommunikation. Løsningen erstatter ikke klinisk vurdering, professionel tolk, gældende lovgivning eller lokale instrukser. Indtast ikke identificerbare patientoplysninger.
Udviklet af Kalyani Umahkaanthan, sygeplejerske, cand.cur. og medstifter af KnowMe4All. Version 1.1 | Arbejdsudkast 2. oktober 2026.
