VietnamMental sygdom er ofte tabu og opleves som skam for familien (mất mặt — at miste ansigt). Symptomer beskrives typisk som fysiske: hovedpine, træthed, manglende appetit, hjertebanken, søvnløshed. Det kan gøre psykiske lidelser svære at opdage. Mange ældre vietnamesere er flygtninge fra Vietnamkrigen og båd-flugten i 1970-80’erne og kan bære på ubearbejdet trauma.
Det er svært at tale åbent om psykiske problemer. Symptomer udtrykkes ofte som fysiske klager — vedvarende hovedpine, træthed, mavesmerter, brystsmerter. Spørg blidt og indirekte: ‘Hvordan sover du?’, ‘Hvordan har din krop det?’, ‘Spiser du normalt?’ frem for ‘Er du deprimeret?’.
Psykisk sygdom kan opleves som skam for hele familien — ‘at miste ansigt’. Familien kan modarbejde behandling for at beskytte familiens omdømme. Inddrag familien forsigtigt og med patientens samtykke, og forklar at psykisk sygdom er som fysisk sygdom — det kan behandles.
Mange ældre vietnamesere flygtede efter 1975 — gennem genopdragelseslejre, båd-flugt med druknerisiko, pirater og lange ophold i flygtningelejre i Hong Kong, Malaysia eller Thailand. PTSD, kompliceret sorg og survivor’s guilt er udbredte. Symptomer kan reaktiveres ved sygdom, indlæggelse eller tab.
Børn og børnebørn af krigsoverlevere kan udvise generationstraume — angst, depression, identitetskonflikt mellem vietnamesisk og dansk kultur.
Meditation, mindfulness, mantra-recitation og buddhistiske ritualer kan være meningsfulde for nogle patienter. Stille rum til bøn og meditation kan tilbydes.
Nogle patienter konsulterer thầy bói (spåmænd) eller traditionelle healere parallelt med psykiatri. Spørg åbent og uden fordømmelse.
